Azita Ghahreman

[Dansk]

Blindebyprojektet (The Bind-City Project)

Hvordan kan det lade sig gøre, at alle opfører sig på samme måde overalt, hvadenten det er i en bank eller ude under et træ? Er det ikke underligt med al den alvor? Forestil dig f.eks. i en bus: en midaldrende dame er ved at stå på. Hun stiger ind. Hun har vind i håret. Hun er afslappet klædt i en rød frakke med lynlås, og bærer en blå polkaprikket paraply. Efter at have scannet sit buskort træder hun ind og gør sig straks stor umage med ikke at se nogen i øjnene. Ikke at støde ind i eller røre ved nogen. Ikke at sætte sig ved siden af nogen. Og så, på hele den lange tur, stirrer hun ud ad vinduet, som om hun studerer en fjern skjult stjerne i et usynligt teleskop. Passivt stirrende uden entusiasme, uden at dreje hovedet hverken til højre eller venstre, og vigtigst af det hele, uden overhovedet at smile. Næste person. En ung mand i en rød regnfrakke. Med musik i ørerne. Hængerøv i bukserne. Klart! Han bevæger sig ligesom den foregående, indtil han finder det fjerneste sæde længst muligt væk fra alle og slænger sig der. Den tredje står på ved Travbanen. Det er en ung dame med en klapvogn. Præcis som de andre. Bortset fra at hun går hen og stiller sig ved vinduet og hele tiden stirrer ud, undtagen når hun af og til kigger på sin egen baby.

OK, så besluttede jeg at gøre noget vildt. Jeg startede projektet først på sommeren. Jeg ville gerne give svenskerne en smagsprøve på mine eksperimenter i godt vejr. Imidlertid endte det med at jeg begyndte på projektet en overskyet dag. Først smilede jeg til alle og enhver jeg mødte på gaden. Helt enkelt, uden skam eller forlegenhed. Hvis vedkommende ikke reagerede eller gjorde gengæld, tiltrak jeg hans eller hendes opmærksomhed med en voldsom hoste eller med en pludselig snublende bevægelse, indtil han eller hun lagde mærke til mig. Ud af de seksoghalvfems personer jeg smilede til i løbet af de fem dage i Malmø, var der kun fire gamle damer der smilede tilbage. To af dem sagde endda et par ord, mens de hev efter vejret, hvilket jeg tog som en kompliment. Syv midaldrende kvinder mumlede noget vredt, værre end forbandelser, selv om tre af dem lavede mistænksomme ansigter vanskelige at tolke. Mændene var de værste; de reagere ikke overhovedet, undtagen fire, den første af dem en kørestolsbruger der kedede sig og kiggede på folk. De næste to stirrede bare på mig. Som om jeg var faldet ned fra himlen. Den sidste, der havde en masse ting liggende spredt ud foran sig og sandsynligvis var bosnier, inviterede mig til at studere hans varer.

Mit smil gjorde unge kvinder vrede, især hvis de var alene. Den bedste gruppe i mit eksperiment var babyer i klapvogn. De var fantastiske. De drejede hovederne og kiggede på mig igen. De vinkede og smilede, så meget at deres mødre også blev nødt til at lægge mærke til mig. Jeg var ikke tilfreds med resultatet. Den fordeling var ikke god nok til svenskerne.

Ugen efter begyndte jeg min berørings test, der var mere indviklet; den inkluderede at gnide skulder, pludselig løb imod nogen på vej i min retning, at mase mig ind mellem to gående ved siden af hinanden, og vigtigst, at smile og se dem i øjnene, mens jeg gjorde det hele. Af de femoghalvfjerds eksperimenter i løbet af de fire dage, var de syvoghalvtreds interessante. Tolv gik forbi uden overhovedet at ændre attitude. Som om jeg var en myg, eller lyden af en prut. Ti mennesker lavede et frygteligt spektakel. Tre pressede sig op mod muren i angst og overraskelse. Nogle få løftede armen for at beskytte sig. Resten sagde ting jeg ikke forstod, men alt i alt var jeg tilfreds. Svenskerne kunne faktisk reagere. Hvorfor gik de så rundt i gaderne som stive mannequiner marcherende på is?!

Den følgende måned fusionerede jeg mine metoder. Jeg kombinerede smil og puf, mens jeg hostede højlydt, eller at løb mod nogen, mens jeg pegede på avisen han læste som om jeg var interesseret i den, eller jeg skreg ind i øret på en eller anden som om jeg lige havde set en isbjørn midt i cafeen. At træde folk over tæerne ved stoppesteder, i en biografkø eller på restauranter gav de mest interessante resultater. Uden undtagelse fremkaldte det smerteskrig fra alle. Det hele blev lidt svært og indviklet. Jeg havde hørt at videnskabelige opdagelser altid møder vanskeligheder, bump på vejen. Det læste jeg i tidsskriftet Discovery om Newton og Einstein. Opmærksomheden omkring mine observationer var svingende. Jeg havde oplevet modstridende situationer. Jeg kom i tvivl om den rigtige bedømmelse af resultaterne. Men til sidst lykkedes det at finde en storslået ny metode, som kombinerede det hele: at snuppe tasker.

Jeg brugte kun to dage på at indøve mit nye eksperiment. Hurtigt snuppede jeg en persons taske, så når offeret begyndte at skrige, sagde jeg ”smil! Det er skjult kamera!”. Så gav jeg tasken tilbage og gav ham eller hende et hurtigt knus. Det varede ikke længe før jeg blev arresteret på en selvbetjenings restaurant for pensionerede politifolk. Først spurgte de, ”Hvor er kameraet”? Til slut, efter mange spørgsmål, svar og forklaringer, fandt de ud af at jeg ikke var en tyv. Efter at have fortalt dem om mine eksperimenter, blev jeg sat på en ufrivillig cocktail af piller. De sendte en socialarbejder hjem til mig og fik mig til at gå i gruppeterapi, hvor jeg skulle bekende alt det lort jeg havde lavet da jeg var helt ung. For, som de siger, i de blindes by må man gå med det ene øje lukket. Nu er jeg blevet som alle andre. Har du nogen sinde lagt mærke til de store grønne bussser med tonede ruder? Alle de glanende ansigter der stirrer ud. Jeg er en af dem. Hende i den grimme sorte frakke, der holder fast i metalgelændret og tavs stirrer på noget fjernt, noget ukendt, derude.

________________________

 

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

w

Connecting to %s